9. oktober 2015

Boganmeldelse: 'Gåden om Alaska' af John Green

Hej skønne mennesker!
Så har jeg efterårsferie -og jeg har bare lyst til at springe rundt og danse for hold op, hvor jeg trænger til at sove 8 timer hver nat. Dog bliver der lidt knald på her i weekenden for jeg skal lige have lavet en aflevering, som jeg er meget forvirret over til på søndag. Men jeg glæder mig alligevel til at holde ferie. Så i dag bliver det lidt nemt. Jeg har nemlig gemt dette indlæg til når jeg er rigtig stresset, og på ingen måde kan nå at skrive noget som helst. Så her har I det -endnu en boganmeldelse. Håber at I kan lide dem, for jeg synes faktisk at de er virkelig sjove at skrive.




Miles har aldrig rigtig passet ind på sin skole, så han vælger at tage på Culver Creek, en kostskole, hvor hans far også har gået på –ifølge Miles selv for at finde ’’Et Stort Måske’’. Her bliver han hurtigt venner med Chip (’’Obersten’’), Takumi og ikke mindst Alaska, som han straks bliver betaget af. Men en tragisk begivenhed ændrer pludselig alt... 


Mine forventninger til romanen var ikke små; Den er blevet rost til skyerne og jeg har endda hørt at der er nogle skoler i USA, der var så begejstrede for den, at de tilføjede den til pensum. Og måske er det derfor at jeg er så skuffet. Normalt plejer John Green at gøre det ganske udmærket, men her falder han helt igennem. Bogen er bygget op i to dele (et ’’FØR’’ og et ’’EFTER’’), og FØR-delen er sådan set ok, bortset fra man ikke kan se hvor Green vil hen med sin historie. EFTER-delen derimod er så kedelig at det er til at falde i søvn over.  Her er det helt åbenlyst meningen, at man skal være på grådens rand, og være rørt over bogen, men desværre fangede jeg den overhovedet ikke. Allerværst er slutningen, hvor Green forsøger at være poetisk og rørende på samme tid, men han josker bare rundt i en masse metaforer, der til sidst flyder totalt sammen. For at man skal nyde de sidste to sider, kræver det nemlig, at man har siddet og tudet sig gennem hele EFTER-delen, og det gjorde jeg som sagt overhovedet ikke.
En ting, der virkelig irriterer mig, er at vi aldrig rigtig får at vide, hvorfor Miles elsker Alaska så meget. Det virker mere til at han elsker hendes krop end han elsker hende, for vi får aldrig rigtig andet at vide. I det hele taget er karaktererne ikke nogen jeg bryder mig om –men det behøver jo ikke være en dårlig ting. Karaktererne behøver ikke at være tålelige for at det er en god bog. Men jeg må indrømme, at jeg ikke rigtig brød mig om hverken Miles eller Alaska, hvilket nok også forhindrede mig i at tude mig igennem EFTER-delen.
En ting skal John Green dog have ros for, og det er at han for en gangs skyld smider fløjlshandskerne. Her er det ikke nogle søde unge mennesker, vi har med at gøre, men folk der ryger, drikker og har sex. Og det er måske meget rart med lidt forandring, da jeg egentlig tænkte efter at have læst ’’En Flænge i Himlen’ og ’Paper Towns’ at hans hovedpersoner lignede hinanden lidt for meget, men lad os bare sige at denne roman er helt forskellig fra de to andre. Den har da heller ikke fået mig til at hade John Green –overhovedet ikke-, men jeg tror bare, at det var en såkaldt svipser. 

Har du læst bogen? Hvad synes du? Hvad skal du i efterårsferien? Kan du anbefale mig en god bog? Fortæl mig alt om det i kommentarfeltet! 

Husk at følge A Sea of Inspiration på Bloglovin

2 kommentarer:

  1. Har læst bogen og er fuldstændig enig!! - Jeg kedede mig så meget at jeg faktisk skimtede gennem 'efter' delen...
    Kan anbefale bogen 'Dangerous girl' som jeg snart har et indlæg oppe omkring! - Super fantastisk med en slutning man ikke så komme overhovedet :))

    SvarSlet
    Svar
    1. Er glad for at jeg ikke er den eneste! Skal helt klart prøve at tage et kig på 'Dangerous Girl' -tjekker lige dit indlæg om den (:

      Slet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Gå aldrig glip af et nyt indlæg på A Sea of Inspiration!